Selskabets historie

Running Dinner blev etableret i år 2002 af iværksætter, foredragsholder og forfatter Michelle Hviid.

Michelle var dengang alene med sin søn Benjamin og var frustreret over, at hun ikke mødte nogle spændende mænd, som hun kunne date. Michelle flirtede kortvarigt med netdating, men blev hurtig træt af de lange skriblerier. Michelle troede også dengang mest på, at det ærligste møde mellem to mennesker, sker med øjenkontakt. Hun ville hellere ud i livet!

I desperation over egen (kæreste)situation, inviterede hun sine singlevenner og deres singlevenner til middag. Det udviklede sig til et helt grotesk middagsræs med 240 singler, der måtte spise hjemme hos hinanden, da ingen kunne huse så mange. Og en fantastisk aften! Allerede ugen efter rykkede alle deltagere for, hvornår den næste middag mon blev afholdt.

Running Dinner var skabt!

Running Dinner voksede hurtigt. Udover eventen Running Dinner blev der skabt alt fra små intime middage for 8 personer til en gigantisk årlig nytårsfest for 1.200 gæster. I løbet af de første 10 år deltager mere end 100.000 singler til events via runningdinner.dk. Det er blevet til masser af kys, masser af flirt, masser af forhold, masser af små Running Dinner babyer og billeder af lykkelige brudepar.

Succesen med Running Dinner ændrede Michelle Hviids liv. Hun skrev bl.a. bogen ’Sku op for livet’, afholdt mere end 100 foredrag i år 2013 og er blevet inspirationskilde for tusindevis af danskere. Michelle Hviid måtte erkende at mens hun rejste rundt mellem Frederikshavn, Singapore, Sønderborg og Dubai, og kæmpede for mere autenticitet og handlekraft, blev det umuligt samtidig at drive runningdinner.dk.

Derfor valgte Michelle i år 2014 at sælge 50 % af sin forretning til erhvervskvinden Lotte Reimar, der satte sig i stolen som adm. direktør, for at føre runningdinner.dk ind i næste generation. Lotte Reimar er tidligere adm. direktør i PARKEN og har mere en 25 års ledelseserfaring i det private erhvervsliv.

Running Dinner er i dag et anpartsselskab med en brugerdatabase på 35.000 singler og ejet 50/50 af de to sprudlende og driftige erhvervskvinder.

Målet er stadig intakt!

Vi vil skabe en verden af fantastiske oplevelser, hvor singler kan få øjenkontakt. Fordi vi stadig tror på at det ærligste møde mellem to mennesker er - face to face!

De kærligste hilsner

Running Dinner

Genveje

Primære faneblade

Kommende events