Liv efter skilsmisse

Skrevet af: Running Dinner - Dato: 12. oktober 2012 - Kategori: Livet
Jeg så engang en boligreportage på forsiden af Boligmagasinet og faldt i svime. Sikken et smukt hjem. Jeg elskede det.  Stemningen på billederne var lykkelig, farverig og let. Hele hjemmet emmede af overskud. Den yndige pige på billedet er min 2årige datter Kamille og hjemmet er mit. Desværre er den boligreportage  4 siders ekstrem opretholdelse af facade. Jeg tror Pink var en flue på væggen lige her, da hun skrev teksten: ”In a family portrait we look pretty happy!” Hvis der var noget jeg ikke var, så var det glad, jeg var nærmere til rotterne..
 
Sagen var den at jeg for anden gang stod foran at skulle opløse en familie. Da jeg var barn legede jeg ”Far, mor, børn”. Jeg husker ikke at jeg legede ”Mor, barn, barn” og slet ikke at de to børn havde to forskellige fædre. Den leg var slet ikke på repertoiret i mit lyserød barndoms univers,  måske var det derfor at jeg gik så langt over mine egne grænser før jeg var klar til skilsmisse nr. 2, jeg var simpelthen ikke klædt på til den afskyelige leg.
 
På et tidspunkt stod det så slemt til at min udvej blev at kaste en salat (med laks) i hovedet på min mand (nu ex mand), naturligvis på en fyldt cafe midt i frokosttravlheden. Jeg anser ellers mig selv for at være et temmelig civiliseret menneske. Jeg har faktisk aldrig kastet noget efter nogen hverken før eller siden. Men den laks den ramte plet og tilbage stod jeg med alle mine talenter og en skilsmisse. En sorg så ubærlig, en situation så uoverskuelig, et hjerte så knust og to børn som skulle have madpakker, omsorg og ”mor”. I den første tid var hvert minut en uendelighed og jeg kunne på ingen måde forestille mig hvordan jeg nogensinde skulle blive lykkelig igen! Helena Christensen udtalte engang i et interview at vores ægteskabsprocedure er helt baglæns. Det burde være MØGSVÆRT at blive gift men super nemt at blive skilt, jeg er enig!
 
Nogle uger efter lakseepisoden stod det mig klart at jeg skulle tilbage til at leve og ikke bare overleve. Jeg blev nødt til at gøre alverdens tiltag for at genvinde min lykke. Et lille skridt af gangen.
 
Jeg kikkede mig i spejlet og fik øje på min krop +25 kg. Jeg kikkede på min finger og tænkte at den vielsesring havde talt sine sidste dage. Jeg kikkede på min lejlighed og så en film af dårlige minder. Jeg måtte have min krop tilbage så jeg igen kunne føle mig feminin og kvindelig. Jeg måtte puste nyt liv i ringen og lejligheden skulle ryddes op.
 
Første projekt blev min krop. Den eneste vej frem er jo at lukke munden og lette røven – der startede jeg. De første dage gik jeg nogle lange ture i rask tempo. Så løb jeg en kort tur. Fandt en personlig træner som støttede og pressede mig alt efter nødvendig. Efterhånden følte jeg mig som Forrest Gump i den del af filmen hvor han løber tværs over USA og kiloene raslede af. Jeg var temmelig målrettet uden at være fanatisk og jeg kunne hurtigt mærke hvordan energien kom tilbage efterhånden som jeg tog vare på mig selv.
 
Næste projekt var min vielsesring. Jeg kørte hen til Josephine Bergsøe som havde lavet den og bad hende smelte den om til en skilsmissering. Jeg investerede i 7 smukke ædelstene og en enkelt diamant som skulle kaste glans og livsgnist til den nye ring og mit nye liv. Jeg tudbrølede da jeg afleverede vielsesringen men jeg vidste at det var det rigtige at gøre. Jeg er stadig uadskillelig med skilsmisseringen, for mig er den et symbol på en afsindigt indre styrke som dukkede op som en anden Holger Danske da jeg var i nød. Når min datter bliver stor skal hun arve den og vide at den engang blev skabt af kærlighed mellem hendes far og jeg.  Jeg vil til enhver tid anbefale alle at smelte deres gamle minder, som gemt i små æsker i skuffer, om. Giv guldet nyt liv, det er der meget bedre energi i! Den omsmeltede forlovelsesring er den første lykke-ring i dit nye liv!
 
Til sidst var det tid til at rydde op i lejligheden og genskabe det trygge hjem som havde været min drøm. Jeg startede med at smide ud. I dagevis sorterede jeg tøj, legetøj, køkkentøj og utøj. Det var en stor fornøjelse den dag jeg indtog hele klædeskabet.  Jeg gjorde skabet rent og smed alt det tøj ud som nu var flere størrelser for stort. Jeg begyndte at købe nyt lækkert tøj som sad godt ude på den nye selvtillid. Jeg sorterede alt det tøj jeg ville beholde og bredte det ud over samtlige sektioner i skabet. Sikke en orden, sikke en glæde! Glæde. Ja jeg begyndte at glæde mig. Jeg var ind i mellem ligefrem glad. Det gav mig drivkraften til at fortsætte mine gøremål mod lykke.
 
Hvis man gør som man altid har gjort, så får man det samme resultat som man altid har fået. Jeg var så klar til nye resultater og derfor måtte procedurerne ændres. Første fase var at definere hvor der nemt kunne sættes ind, hvad der hastede mest og hvilke forhindringer jeg havde. Hvis man begynder at gå så går det.
 
Efter hovedrengøringen af hjerne, hjerte og hjem følte jeg mig klar til at kaste mig ud i livet. Jeg havde haft mit fokus på alt det jeg havde mistet og dermed glemt at det jeg have fået. For første gang siden Benjamin blev født i 1998 havde jeg FRIHED. Hver 2. weekend var min med frihed til at opføre mig skørt, egoistisk og flirtende. Jeg kunne sove længe, læse bøger uden afbrydelser og fordybe mig i samtaler med mine veninder.  2 weekender om måneden med mig som 1. prioritet, sikke en gave.
 
Da første sommerferie som single nærmede sig lykkedes det mig at placeres begge børns ferie med deres to fædre SAMTIDIG, det gav mig 14 dage uden unger. Jeg var klar over at jeg måtte planlægge noget ganske særligt disse 14 dage alene for at overleve savnet. Jeg har været på en del rejse hvor jeg byttede boliger med andre via Homeexchange.com. Jeg fik engang en henvendelse fra en familie fra Rio som gerne ville bo 4 dage i min lejlighed. Selvom jeg ikke lige kunne se hvornår jeg kunne komme til Rio så lod jeg dem låne min lejlighed med en aftale om at HVIS jeg engang fik muligheden for at rejse til Rio, så kunne jeg jo skrive til dem. Nu 3 år senere dukkede min mulighed op. Jeg skrev og de inviterede. De har et hus i Angra 200 km syd fra Rio, et hjem på 600 kvm med tjenestefolk og privat pool forstås. Jeg fik lov at låne det hus i 14 dage og rejse af sted sammen med 3 single veninder. Et ganske godt bytte for 4 dage i min lejlighed i Københavns berømte og berygtede nordvest kvarter!
 
I slutningen af ferien fik vi lov at låne deres lejlighed på ”kun” 300 kvm, til gengæld så lå den på 6 sal direkte ud mod Copacabana. Vi var i paradis. Sol, champagne, ferie, godt selskab og meget smukke brasilianske mænd. Altså virkelig smukke brasilianske mænd. På en shoppingtur så vi en afsindigt smuk mand stå inde i en af butikkerne. På vej ud af butikken gik det op for mig rigtigt at jeg jo var single, jeg MÅTTE gerne flirte med ham. Jeg besluttede mig for at gå tilbage derind og give ham mit telefonnummer, min veninder troede jeg var blevet sindssyg og protesterede voldsomt. Men jeg var på eventyr, og eventyr det fik jeg. Vi var temmelig sprogudfordret da han kun kunne portugisisk hvilket ikke lige er mit speciale. Han hentede mig om aftenen og havde indøvet en sætning på engelsk, den eneste fulde sætning vi nogensinde kommunikerede; ”I will never move to Denmark, i LOVE my mother”… Det passer fint tænkte jeg. Du er 25 år , jeg er 37 år og har to børn med to forskellige mænd. Giv du mig et eventyr og bliv så endelig i Rio når jeg rejser tilbage til den virkelige verden! Jeg tror (ved) at mine veninder var misundelige, jeg var modig og det mod gav mig en uforglemmelig oplevelse!
 
I september måned et års tid efter min skilsmisse vovede jeg en blind date. En helt og aldeles blind date. Uden forventninger men med stor eventyrlyst fløj jeg rundt i den frihed det er at være single. Jeg havde droppet frygten for at ende alene som en gammel sær kone med 4 katte og havenisser på altanen. Jeg havde sluttet fred med den frygt og jeg ledte ingenlunde efter en kæreste.  Men da jeg åbnede min dør den fredag aften slog mit hjerte et slag over. Udenfor min dør stod 200 cm høj hærdebred smuk politimand. Han besad al den ro jeg aldrig har været i stand til at skabe for migselv. Jeg blev så nervøs at jeg måtte drikke mig mod til for overhovedet at føre en samtale med ham. Det er 15 måneder siden i morgen og samtalen kører stadig. Jeg fandt den store kærlighed. Igen. Fordi jeg spørger, jeg tør og jeg gør.
 

Denne artikel er fra “Alt for damerne”, Januar 2011.

 

Comments

Kommende events